Meteoriteftersøgning – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Geologisk Museum > Samlinger > Meteoritter > Meteoriteftersøgning

Meteoriteftersøgning på Antarktis

I november 1999 drog 8 meteoritforskere fra USA og Europa til Antarktis for at søge efter meteoritter. De tilbragte knap 6 uger i en teltlejr på 84° 30' S i 2400 m højde. Høsten var god - på grund af det usædvanligt gode sommervejr kunne der arbejdes næsten hver dag og der blev derfor fundet usædvanligt mange meteoritter - i alt 946. Denne meteoriteftersøgning har siden 1976 været en årligt tilbagevendende begivenhed. Den finansieres af USA under navnet ANSMET (ANtarctic Search for METeorites). Som kurator for meteoritsamlingen på Geologisk Museum, Københavns Universitet har jeg længe været interesseret i at søge efter meteoritter på Grønlands indlandsis og deltagelse i en ANSMET ekspedition var derfor ikke bare en fantastisk oplevelse, men også en enestående chance for at samle erfaringer til en evt. Grønlandsekspedition. Hvis du er interesseret i at se flere billeder fra ANSMET ekspeditionen så kan du finde dem på Geologisk Museums hjemmeside.

Antarktis er klodens mest utilgængelige og ugæstfrie kontinent. I de centrale og højtliggende dele af Antarktis kan man tilbringe uger uden at se noget tegn på liv. Der er hverken dyr eller fugle og ingen form for synlig plantevækst. Ikke engang lav kan gro på klipperne i disse egne. Men det der gør Antarktis specielt i denne sammenhæng er at der findes isområder hvor alle de sten, der kan samles op fra overfladen er meteoritter.

Meteoritter falder nogenlunde jævnt fordelt over hele kloden. Det betyder desværre at ca. 2/3 dele af dem havner i verdenshavene hvorfra vi næppe nogen sinde kan samle dem op. I Danmark falder der statistisk set 3 meteoritter om året men der går desværre ca. 100 år mellem at en af dem findes.

Man regnede ikke med at Antarktis ville være et godt sted at søge efter meteoritter da nyfaldne meteoritter hastigt bliver dækket af sne. Det kom derfor som en stor overraskelse da japanske glaciologer ved et tilfælde fandt 5 forskellige meteoritter på et mindre isområde nær Yamato Mountains i Antarktis i 1969 (markeret med et 5-tal på kortet over Antarktis). Det var næsten for godt til at være sandt og i hvert fald for mange til at det kunne være et tilfælde. Man blev derfor hurtigt klar over at isen på en eller anden måde måtte have samlet meteoritterne sammen og at det derfor kunne være lønsomt at søge efter flere meteoritter. I 1974 sendte japanerne en ekspedition til Antarktis for at lede efter flere meteoritter og i 1976 blev den første amerikanske ANSMET sendt af sted. Både de japanske og amerikanske ekspeditioner blev en meget stor succes. I de følgende 25 sæsoner har ANSMET fundet over 10.000 meteoritter. Da meteoritterne er fundet på Antarktis tilhører de ikke dem der har fundet dem, og kan udelukkende bruges til forskning. De opbevares på Astromaterials Curation Center på Johnson Space Center i Houston, Texas. Forskere fra hele verden kan på lige fod søge om at låne meteoritter fra samlingen til brug for deres forskning.

Selvom det er dyrt at tage til Antarktis så er det alligevel meget, meget billigere end at sende rumsonder ud i solsystemet for at hente geologiske prøver tilbage til Jorden. Det var på Antarktis at man for første gang fandt meteoritter fra Månen og det var også på Antarktis at man fandt den meget omtalte meteorit fra Mars ALH84001. ALH84001 blev fundet i Allan Hills (nummer 8 på kortet) i 1984/1985 sæsonen. Den fik senere tildelt nummer 001 da det var det mest interessante fund i den sæson.

ANSMET 1999-2000 gik til Foggy Bottom i Queen Alexandra Range (nummer 11 på Antarktis kortet). Vi fløj via Los Angeles og Auckland til Christchurch, New Zealand hvorfra amerikanerne sender deres fly til McMurdo basen på Antarktis. Efter at have fået udleveret vores personlige polarudrustning i Christchurch fløj vi videre til McMurdo i et Hercules transportfly. Det tager 8 timer og får ethvert charterfly til at ligne et luksusfly. Støjen var så infernalsk at man måtte have ørepropper i hele vejen, temperaturen svingede mellem 0 og 40°C, så man skulle hele tiden skifte tøj, og alt gulvplads var optaget af passagerer der sad med benene flettet ind mellem hinanden. Transport til og fra dasset foregik oppe under loftet. Men det viste sig at være ubehaget værd da vi landede på havisen ud for McMurdo! Selvom selve McMurdo ikke er nogen pryd for landskabet så ligger den i fantastiske omgivelser med glitrende bjergtinder og gletchere i alle retninger. Vartegnet er den knap 4 km høje aktive vulkan Mt Erebus . McMurdo er centret for al amerikansk forskningsaktivitet på Antarktis. Den huser 2500 mand om sommeren og 250 om vinteren. Her pakkede vi snescootere, brændstof, Nansen slæder, mad, telte, soveposer m.m. sammen til vores lejr. Alt i alt 2 ton per mand. Der blev også tid til et obligatorisk to-dages overlevelseskursus i nærheden af Mt Erebus. Her skulle vi lære at bruge telte og udstyr og den svære kunst at hejse hinanden op af gletcherspalter. Selv om der aldrig er nogen der er faldet i en spalte i forbindelse med en ANSMET ekspedition så er der spalter overalt hvor vi arbejder og det er derfor vigtigt at være forberedt hvis uheldet skulle være ude.

Den 3. december fløj de første fire fra vores hold ud og etablerede en lejr ved Beardmore South. Vi andre måtte vente til den 4. december med at slutte os til dem da en af motorerne i flyet brød sammen efter starten fra McMurdo. Vi fløj derud i en Hercules, der var udstyret med ski så den kunne lande på den snedækkede gletcher ved Beardmore South. Inden flyet standsede var det meste af vores bagage skubbet ud af flyets bagklap og efter 20 minutters hektisk tømning af flyet stod vi pludselig alene tilbage og så flyet forsvinde i det fjerne. Vejret var heldigvis pragtfuldt, -15°C, vindstille og solskin.

Fra Beardmore South kørte vi ca. 80 km sydpå til Foggy Bottom, hvor vi slog lejr ved Mare Meteoriticus. Det var en fantastisk tur i tindrende klart vej nedover Walcott Neve langs Queen Alexandra Range. Man kunne se de glitrende bjergtinder op til 150 km væk og intetsteds var der spor af menneskelig aktivitet. Vel ankommet til Foggy Top slog vi så lejr for de næste godt fem uger hvor vi skulle afsøge blåisområder omkring Foggy Top og Goodwin Nunatakkerne.

Billedet her er taget d.1/1 2000 kl 00:01 NZ tid. Man kan se Goodwin nunatakker i baggrunden og lejren ved Foggy Top i forgrunden. Nansen slæden er konstrueret i træ stort set efter Nansens snart 100 år gamle opskrift. Slæden i forgrunden rummer maden til 2 mand i 6 uger + lidt reserver.

En dag på isen

En typisk dag på isen startede for mit vedkommende med at vækkeuret ringede kl. lidt i syv. Første projekt var så at få liv i primussen som stod klar ved siden af soveposen. Uden primus faldt temperaturen i teltet til ca. -10°C så det var lidt af en overvindelse at kravle ud af posen. Efter at have fået gang i primussen og lagt solcremen til blødgøring i primuslåget var det så tid til aflæse temperatur, vindretning og hastighed på vores vejrstation og gå ud og se på skydækket. Det var så mit job at kalde McMurdo eller Sydpolen over radioen kl. 7 og afgive vores vejrrapport og rapportere alt vel i lejren. Hvis vejret så ellers var til at arbejde i felten (og det var det ca. 3/4 dele af tiden) kunne vi så gå i gang med at gøre os klar til at tage af sted. Morgenmaden stod sædvanligvis på havregrød og kaffe, af og til kombineret med ristet brød. Der var to mand i hvert telt som havde hver sin primus. I alt den tid vi var i teltet (og vågne) var primusserne tændt for at holde en behagelig temperatur i teltet. D.v.s. ca. 40°C oppe i toppen af teltet hvor vi tørrede tøj og optøede mad og ca. -10°C nær gulvet. Da vi ikke havde noget spisetelt lavede hvert tomandshold deres egen mad. Det var ca. 600 km til nærmeste brusebad og toilet på Sydpolen så vask begrænsede sig til hvad man kunne klare med ét par optøede vådservietter. Toiletforholdene begrænsede sig til et hul i læ af snescooteren - man kan vænne sig til meget!

Lidt i ni havde vi så et kort møde uden for hvor John Schutt, vores sikkerhedsansvarlige, fortalte om dagens planer. Så gik det af sted til det område der skulle afsøges. Det meste af tiden arbejdede vi omkring Goodwin hvilket var 50 minutters kørsel væk. Det var ikke altid lige behageligt når man kørte op mod vinden i 15-18 graders frost. Samtidigt er det meget støjende og ubehageligt at køre snescooter på en nopret isoverflade. Man sidder næsten altid sidelæns på knæ på snescooteren for at kunne se om dem bagved stadig er med (og om man har tabt noget af sit udstyr).

Når vi kom frem skulle et par mand op på en af nunatakkerne i området for at tænde for vores satellitnavigationsudstyr. Vi havde altid en fastopstillet enhed kørende som reference for den satellitnavigator vi brugte til at bestemme de fundne meteoritters position. Hvis gårsdagens positionsbestemmelser ellers var gået godt kunne resten af holdet så samle de flag ind vi havde stillet op ved gårsdagens meteoritfund. Selve eftersøgningen afhang lidt af området. I godt vejr afsøgte vi for det meste ved at køre i formation ud over isen. Vi holdt 20-30 meter mellem hver snescooter og kørte således frem og tilbage over vores eftersøgningsområde i brede spor. Da det er således er lidt tilfældigt hvilke meteoritter man finder (nemlig dem der nu engang ligger i det spor man har fået tildelt) er der på ANSMET en gylden regel om at man ikke holder styr på hvem der har fundet hvilke meteoritter. Alle på holdet får æren for alle de fundne meteoritter.

Nogen steder var alle de sten vi så meteoritter og så var det meget nemt - nærmest kedeligt - at søge. Andre steder var der mange jordiske sten så man hele tiden måtte af scooteren for at tage en potentiel meteorit i nærmere øjesyn. Når man fandt en vinkede man resten af holdet over til sig. Selv efter at have fundet flere hundrede meteoritter var det altid spændende at tage et nyt fund i øjesyn. John Schutt kørte sin snescooter op ved siden af meteoritten og begyndte at bestemme positionen med det GPS udstyr, der var monteret på hans snescooter. To mand gik i gang med at indsamle meteoritten.

Hver nyfunden meteorit tildeles et løbenummer og fotograferes sammen med et tælleapperat (samme type som Apollo-astronauterne brugte på Månen). Derefter brugte vi en steril tang eller et stykke is til at placere den i en steril pose sammen med et metalskilt med løbenummeret. John skrev så en foreløbig position ned i logbogen sammen med en beskrivelse af meteoritten (størrelse, mulig type, hvor mange procent smelteskorpe der var bevaret samt evt. andre karakteristika). Nogle ganske få tvivlsomme prøver fik også en anmærkning. Posen skulle så tapes til, hvilket var et af de værste job da det krævede at man tog lufferne af. På blæsende dage måtte vi derfor skiftes til denne kolde tørn så man kunne få varmet fingrene op igen. Imens var de andre ved at udtage en prøve af isen og hugge et hul til et nummereret markeringsflag, der blev placeret lige ved siden af fundstedet. Alt i alt tog processen ca. 4 minutter. I områder med mange meteoritter var den næste meteorit sædvanligvis fundet inden vi var færdige med at indsamle den forrige så der kunne gå lang tid mellem at man kørte snescooteren lidt frem.

På kolde og blæsende dag afsøgte vi så vidt muligt til fods i stedet. Selvom man ikke løber rundt så var det alligevel langt nemmere at holde varmen end hvis man skulle sidde stille på snescooteren. De områder vi afsøgte til fods var typisk moræneområder nord for isfelterne. Den evigt blæsende søndenvind blæste alle sten og meteoritter på under ca. 100 g væk fra isen og ind mellem stenene i morænen. Her kunne man så finde dem i læ af de større sten. Det var ikke altid vi havde lige stort held med os. Der var selvsagt mange almindelige sten i sådanne områder og mange af dem lignede meteoritter indtil man fik næsen helt ned til dem. Men nogen steder kunne der være meget store koncentrationer af meteoritter i sådanne moræner. Billedet herunder viser et afsøgt morænestykke - hvert flag markerer mindst en meteorit.

Arbejdsdagens længde afhang af hvor koldt det var men vi søgte at holde den gående til ved 4-5 tiden. Den bedste høst var en dag hvor vi nåede at indsamle 95 meteoritter. De fleste dage indsamlede vi et halvt hundrede stykker. Når vi kom tilbage til lejren ventede der flere forskellige opgaver inden vi kunne kaste os over madlavningen. Der skulle hugges en spand is til brug ved madlavning. Der skulle findes mad i dybfryseren (en stor papkasse udenfor hvert telt) og af og til måtte vi fylde 20-30 jerry-cans med totakt-benzin. Der skulle afmåles olie til hver enkelt dunk så det var en lang kold omgang. Dagens meteorithøst skulle også pakkes ned i transportkassen og endelig skulle jeg lave endnu en vejrobservation til indrapportering kl. 7 om aftenen. Så var det endelig tid til aftensmad! På grund af den store frysekapacitet var der ingen smalle steder med maden. Vi levede godt af fisk, skaldyr, kød suppleret med diverse frosne grønsager og desserter.

Efter maden klappede John sit skrivebord ud (utroligt hvad man kan få plads til på 2,7 x 2,7 m) og gik i gang med dagens kontorarbejde. Han skulle føre logbogen ind i sin database og beregne dagens positioner. Af og til var der fejl i data så vi måtte ud og genopmåle de opstillede markeringsflag dagen efter. Vi andre som ikke var plaget af kontorarbejde kunne slappe af med lidt dagbogsskriveri eller en god bog. På de sjældne aftener hvor vejret var helt stille gik jeg mig ofte en tur. Når man kom lidt væk fra lejren var der helt, helt stille. Solen stod, som altid, højt på himlen så det kunne føles helt lunt. Og så fandt man selvfølgelig af og til en meteorit på sin vej….

Efter at have fejret jul og Nytår i lejren ved Foggy Top kunne vi så sætte kursen tilbage til opsamlingspunktet ved Beardmore South d. 4/1 2000. Samlet resultat blev 946 indsamlede prøver hvoraf ca. 5 enten var usædvanlige meteoritter eller bare mærkelige jordiske sten, der af en eller anden grund lignede meteoritter. Fundene varierede i størrelse fra mm store fragmenter af meteoritter til en jernmeteorit på ca. 35 kg.

Hvorfor finder man så mange meteoritter på Antarktis?

Forklaringen på at der findes så mange meteoritter i dele af Antarktis er en kombination af den måde isen flyder på og lokale klimatiske forhold. De centrale dele af Øst-Antarktis dækker et areal større end USA. De meteoritter der falder i dette enorme område bliver dækket af sne og føres så langsomt med isen ud mod kysten. Flere steder er der bjergkæder, som bremser isen på dens vej mod kysten. Noget af isen strander på forsiden af bjergene hvor der samtidigt er ekstremt tørt. På trods af de lave temperaturer så kan det årlige snefald ikke kompensere for fordampningen fra overfladen. Der opstår derfor områder hvor isen blotlægges - de såkaldte blåisområder. Der fordamper ca. 10 cm is om året fra overfladen hvert år. De meteoritter, der ligger indlejret i isen, bliver derved blotlagt på isoverfladen hvor vi så kan komme og samle dem op. Meteoritterne er derfor ikke faldet der hvor de bliver fundet. Det er ikke muligt at bestemme hvor de er faldet men man kan måle hvor lang tid de har ligget på Jorden - typisk omkring 100.000 år.