Bag kulissen – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

Geologisk Museum > Udstillinger > De særeste ting > Bag kulissen

Bag om kunsteren

Rosamond Purcell

Rosamond Purcell er kunstneren bag ekstraordinære fotografier og installationer med naturhistoriske genstande, som er blevet præsenteret i en lang række bøger og udstillinger, der udforsker samspillet mellem kunst og videnskab. Hun har udstillet sine værker på museer verden over og modtaget flotte anmeldelser. 

Rosamond Purcell udforsker kuriositeter, forfald og samlinger, men hendes kunst er ikke nem at definere; den amerikanske forfatter og kritiker Jonathan Safran Foer skriver således om Purcell: "What kind of genius is Rosamond Purcell? Is she an artist? A scholar? A documentarian? A living cabinet of wonders? Her originality defies category."

Hendes tredimensionelle installation One Room indgår i udstillingen De særeste ting på Geologisk Museum. Rosamond Purcell's arbejde med installationen tog flere år, hvor hun blandt andet, som en del af researchefasen, besøgte Zoologisk Museum.

Bag om installationen "One Room"

Kunstneren Rosamond Purcell fortæller om tilblivelsen af sit værk

På Zoologisk Museum i København så jeg i midten af 1980'erne en reproduktion af det berømte kobberstik, som udgør titel-illustrationen til kataloget over Ole Worms samling, "Worms Museum eller Historien om meget sjældne ting". På museet så jeg også den hestekæbe, der er omvokset af en trærod, som ses i midten af tegningen. Det gjorde stort indtryk på mig at se den ægte genstand så tæt på en gengivelse af den fra det syttende århundrede, og det førte ad åre til mit ønske om at genskabe dette rum - Ole Worms museum som tegnet af G. Wingendorp - en kunster, som vi ikke ved meget om.

Wingendorp tegnede museumsrummet i vidvinkel-perspektiv, og beskueren ser Worms samlinger lidt på samme måde som i en anatomisk tegning - spredt ud, så man kan se kroppens indre organer. Jeg spekulerer på, hvilken optisk anordning tegneren brugte for at opnå dette panoramiske perspektiv. Lavede han illustrationen, mens Worm stadig levede? Hvor er de genstande, der er beskrevet i kataloget, men som ikke er med på tegningen? Er det en lemur, der på hylden? Hvem ved, hvad Wingendorp tog fra Worms baglokale og inkluderede i tegningen? Hvilke genstande hang der mon på den fjerde væg, som man ikke kan se?

Da kunstmuseet i den californiske by Santa Monica i 1993 spurgte mig, om jeg ville genskabe mit atelier som udstilling, bad jeg om at udstillingen skulle hedde "Two Rooms", og at den også kom til at indeholde en rekonstruktion af Ole Worms museum. For at rekonstruere Museum Wormianum og for at sikre os at perspektivet på tegningen var korrekt, lavede vi en lille, foldet model af tegningen med proportioner svarende til tegningens perspektiv. Modellen fungerede, og fra et bestemt punkt virkede det netop som om, at den lille tre-sidede boks omsluttede beskueren og indgav følelsen af at være der selv - i det syttende århundrede som museumsgæst.

Santa Monicas Kunstmuseum hyrede tømrere, og vi engagerede flere kunstnere til at genskabe de genstande, der var for enestående til, at vi kunne låne dem fra de museale eller private samlinger, hvor de står nu. Vi bad kunstnerne om at genskabe genstandene nøjagtigt efter tegningen af Worms rum - frakkerne og kajakken, vagten i hjørnet, havtasken, det gamle skjold samt lemuren, der i sine fingre holder en bælgfrugt fra Madagascar, som vi fik af en antropolog, som tilbringer sine somre der.

Det er tydeligt, at Wingendorp har fastfrosset et billede for eftertiden af Worms rum, som det så ud. Men ligesom et fossil, der er presset ind i en klippe, så er graveringen måske spejlvendt; måske alt på billedet, skildpadderne, gevirerne, vinduerne, ja selve rummet, ses som reflekterede billeder, hvor der er byttet om på venstre og højre som i et spejl. Tegningen, som den fremstod, styrede alles indsats med at genskabe rummet, og alle stier ind til hjertet af historisk autenticitet blev betrådt med et ønske om at bevare Wingendorps fortegnelse, selvom den til tider forekom os lidt tegneserieagtig, frem for som et forsøg på en seriøs videnskabelig gengivelse.

Paradoksalt nok skete der også det, at styrken i Wingendorps kobberstik svandt efterhånden, som vi lånte museumsgenstande til at forvandle to dimensioner til tre. Tegningens genstande er fri af tyngdeloven. Men da huder, ben og alskens andre ting blev sat ind, blev der en tung, skrøbelig, ordinær og ildelugtende trængsel. En rigtig isbjørns umedgørlige tyngde hører hjemme i en anden verden end en tegnet bjørns vægtløshed. Kobberstikkets karakter af anatomi-leksikon har nu forvandlet sig til et rum, der næsten ikke kan rumme Worms genstande; skabningerne er ikke længere en labyrint af linjer, men vinger, der presser sig mod knogler; horn, sværd og tænder, der presser sig mod luft.