Mineraludstillingen 

Udstillingen omfatter to store sale og to mindre rum, i alt mere 300 m². Størsteparten af de to sale optages af den systematiske udstilling; hvor mineralerne præsenteres i en krystalkemisk rækkefølge begyndende med grundstoffer som guld og sølv og sluttende med silikater som fx feldspat og zeolitter. Hertil kommer tematiske udstillinger om berømte grønlandske forekomster, zeolitter og calcit fra Island og Færøerne, sølv fra Kongsberg, baltisk rav og en mindre montre om ædle stene. I tilknytning til Mineralsal II findes et mindre udstilling om krystaller og deres egenskaber. Endelig findes en lille udstilling om fluorescerende mineraler i et lille rum med indgang fra rotunden.

Ravstykket er fundet i 1665

Ravstykke på ca. 1200 gram
Ravstykket er fundet ved "Nørdre Port, Graven A", altså ved det nuværende Nørreport. Det skete i 1665, da man var igang med at forbedre befæstningen af København efter de ulyksalige svenskekrige. Man dannede voldgrave og volde og i den forbindelse ramte man nogle såkaldte "ravpindelag", som er lag sammenskyllet af floder og bestående af småkviste, kulstykker og ravstykker. Rav er fossilt harpiks og stammer oprindeligt fra nogle fyrretræer som i tertiærtiden voksede på et højland omtrent hvor den Botniske bugt er idag. Ravet er siden blev omlejret flere gange af gletschere og smeltevandsfloder, og findes idag rundt omkring Østersøen og helt ud i Nordsøen.

Ravstykket vejer 80 lod, svarende til ca. 1200 gram. Det indgik i det Kgl. Kunstkammer. I 1755 blev et stykke skåret af og afleveret til kongen. Idag er det udstillet I Mineralsal I på Geologisk Museum, København.

Kongsberg
Sølvstykkerne fra de verdenskendte miner fra Kongsberg i Norge

Minedrift
Hos Christian 4.s rivaler i Sverige og Tyskland så han, hvilken rigdom metallerne jern, kobber og sølv bragte, og da han yderligere gik med tanker om at blande sig i trediveårskrigen, hvortil nye indtægter var nødvendige, indforskrev han kyndige folk fra Harzen og Böhmen til at forestå bjergværksdriften. Gamle miner blev genåbnet og jagten på nye mineralforekomster sat ind, men anstrengelserne gav ikke de ønskede resultater. Kongen modtog i 1623 en indberetning fra ”bergmesteren” i Norge, og i denne fik han en så pessimistisk vurdering af udsigterne for en profitabel minedrift, at han bestemte sig for at afvikle minedrift for kronens regning. Inden det kom så vidt, skete der imidlertid noget.

Sølvfundet

Historieskrivningen giver en rørende skildring af, hvordan det første sølvfund blev gjort af børnene Jakob og Helga, mens de vogtede kreaturer på fjeldet. Rigtigheden af denne hændelse er der ikke grund til at betvivle, men spørgsmålet er, om ikke den lokale befolkning længe forinden kendte til sølvet og forstod at udvinde det, uden at det kom kronen eller de lokale myndigheder for øre.

Kongens grube

Da Christian 4. hørte om sølvfundet, der var blevet gjort i et område vest for Oslofjorden, befalede han - under trussel om straf - at al ulovligt erhvervet sølv straks skulle overgives til kronen. Foråret efter rejste han op for at besigtige minerne, der var blevet anlagt både ved det oprindelige findested og ved nye lokaliteter, som bønderne havde udpeget. Han var yderst tilfreds med, hvad han så, og han tillod, at minen ved det første findested fik navnet Kongelig Majestæts grube, senere bare Kongens grube. Tiden skulle vise, at denne mine var den rette at lægge navn til, idet Kongens grube ud af næsten 300 større og mindre sølvminer i området blev den mest produktive med næsten halvdelen af den samlede produktion over mere end 300 år. Kongen bestemte, at der skulle lægges en bjergværksby ved elven Lågan, og at byen skulle hedde Konningsberg. Dette blev senere til Kongsberg.

Igennem årene

I de 332 år, sølvværket har bestået, er der blevet brudt i alt 1.300 tons sølv. Årsproduktionen har varieret mellem 0,3 og 15, 7 tons, og det fortæller lidt om de omskiftelige økonomiske forhold, der har præget sølvværkets historie.

Modernisering

I slutningen af 1600-tallet, da man var nået ned i 50-60 meters dybde, stod man over for valget mellem at nedlægge minerne eller gennemføre en omfattende modernisering. Man valgte det sidste, og et vældigt arbejde blev iværksat for at skaffe vandkraft til minerne. Moderniseringen førte sølvværket ind i en god periode, men hen mod slutningen af 1700-tallet kom man på ny i vanskeligheder, og man så sig nødsaget til at lukke sølvværket i 1805.

I 1955 var det slut

Kun 10 år senere, da Norge var løsrevet fra Danmark, besluttede det nye norske Storting at genåbne sølvværket og gennemføre de nødvendige moderniseringer. Man gjorde nye fund, og 1800-tallet blev da også som helhed en god tid. Fra slutningen af århundredet blev driften imidlertid igen urentabel, dels på grund af manglende nye fund, men også på grund af faldende sølvpriser og stigende arbejdslønninger. Mens man i 1890’erne kunne betale en arbejders årsløn med 2,5 kg sølv, kunne det samme kvantum sølv i 1950 næppe klare 3 ugers løn. De forværrede forhold førte til, at Stortinget i 1955 besluttede at nedlægge Kongsberg Sølvverk.